Lavt selvværd er en problemstilling, som mange af os kender. Ens selvværd er udtryk for, hvordan man ser sig selv og sit eget værd. Hvis man lider af lavt selvværd er der nogle aspekter af én selv, som man ikke anser for gode nok. Dette skal imidlertid ikke forveksles med lav selvtillid, som er tilliden til, at man kan finde ud af en opgave eller et projekt.
Når lavt selvværd bliver til et langvarigt problem kan det have en skadelig effekt på vores mentale helbred og føre til en række af andre tilstande, som vi gerne vil undgå. Lavt selvværd har ofte forbindelse til oplevede udviklingstraumer og kan anses for at være årsag til rigtig mange former for psykisk lidelse og. herunder spiseforstyrrelse, selvskade, depression og forskellige angstformer.
Lavt selvværd begynder ofte i barndommen. Vores lærere, venner, søskende, forældre og også medierne sender os positive og negative beskeder om os selv. Ofte er det beskeden om, at man ikke er god nok der bliver hængende. Ens personlighed kan spille en rolle; nogle er mere tilbøjelige til at tænke negativt. Stress og svære livsbetingelser som alvorlig sygdom eller dødsfald kan have en negativ effekt på selvværdet.
Nogle symptomer på lavt selvværd man skal holde øje med er: Det er svært at prioritere éns egne behov, ønsker og følelser, man siger ”undskyld” eller føler sig skyldig i dagligdags aktiviteter, man undlader at tage initiativ, man føler ikke man har fortjent at få ”mere”. Det er svært at træffe beslutninger og stå ved dem, man har svært ved at sætte grænser og har en kritisk og grov indre dialog. Man tror ikke at andre vil acceptere én som den man er.